Skip to content

Lidt om mig og mit virke

Bemærk

at nedenstående video er lavet for 2 år siden. Alt i den gælder stadig, dog bor jeg ikke længere på en sejlbåd, men er tilbage i DK og tilbyder både online og fysiske sessioner :-).

1975 er mit fødeår og jeg har altid boet i Danmark indtil jeg flyttede på vores sejlbåd.

I sammenlagt 4 år har jeg boet på min sejlbåd med min familie og sejlet rundt i verden. Det var mit liv og min hverdag de år.

Det har som alt andet i mit liv, været en kæmpe udviklingsrejse at leve så anderledes. Det har sat skub i en kæmpe frisættelse af mig selv og min energi.

I 2025 er jeg vendt tilbage til Danmark og har nu slået rødder her påny.

Det er dejligt at være tilbage med uendeligt meget mere at byde på!

Jeg er velsignet med 3 børn (2000, 2007, 2011). De to yngste børn bor stadig hjemme. Min ældste er ‘fløjet’ afsted og lander heldigvis hos os indimellem. Jeg har derudover nogle skønne norske skovkatte, som har været med os overalt.

Naturen betyder uendeligt meget for mig. Det er her jeg befinder mig allerbedst til hver en tid. Derfor bruger jeg det meste af min tid i eller tæt på naturen.

Mit virke…

Min psykoterapeutiske praksis har i mange år (2011-2022) været i København og Hvalsø.

Da jeg boede på vores sejlbåd i 3 år, havde jeg udelukkende online forløb, så jeg havde min praksis med mig, hvorend jeg befandt mig i verden.

Det har været en kæmpe gave at kunne bevare min virksomhed både for mig og mine klienter.

Nu tilbyder jeg igen terapi i København, på Nørre Søgade 27 A st.tv. Jeg tilbyder derudover stadig ONLINE forløb.

Når jeg har fundet mig mit rette hjem på sjælland i den nærmeste fremtid, vil jeg også derfra tilbyde fysiske sessioner, og det glæder jeg mig meget til.

Jeg er et nysgerrigt, kreativt og søgende væsen. Som altid har fundet menneskets fysiske, psykiske, sjælelige og spirituelle udvikling afsindig spændende. For mig hænger krop, psyke og sjæl uløseligt sammen. Det udgør den helhed, jeg arbejder udfra.

Mennesket er for mig en fantastisk skabning. Vi indeholder uendelige potentialer og muligheder for udvikling og heling i både krop, sjæl og psyke hele livet igennem. Netop dette bekræftes jeg konstant i, i mit liv.

Jeg brænder dybt for mit virke. Jeg søger konstant at se og opdage de unikke måder det enkelte menneske kan udtrykke sig – sin indre tilstand, sin historie, sine oplevelser, sine potentialer og helt egen natur på.

Det fascinerer mig, at jeg gang på gang bliver bekræftet i, hvor unikke vi alle er. Og samtidig, hvor ens vi kan være, i vores fysiske, psykiske og sjælelige udtryk og erfaringer.

Nærvær, kontakt og oprigtighed er nogle af grundstenene til skabelsen af den tryghed, som er medvirkende til, at en dyberegående terapeutisk udviklingsproces kan lykkes. Derfor ligger netop disse værdier implicit i mit arbejde.

Jeg glæder mig meget til at møde dig!

Lidt mere om mig…

Jeg er uddannet i Integrativ psykoterapi fra PUC i 2012.

PUC (Psykoterapeutisk Uddannelses Center, www.puc-kbh.dk) er en 4-årig eksamineret uddannelse.

Derudover er jeg uddannet socialpædagog samt social- og sundhedshjælper.

Siden jeg var 18 år, har jeg har erhvervet mig erfaring i arbejdet med mennesker

Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening (MPF). Jeg går løbende i supervision, har tavshedspligt og mine klienter er beskyttet af anonymitet.

Menneskesyn

Jeg arbejder ud fra et humanistisk og holistisk menneskesyn. Da jeg netop ser mennesket som en helhed. Krop, psyke og sjæl hænger uløseligt sammen og udgør den helhed, som jeg arbejder ud fra.

Arbejdsmetoder

Jeg bruger metoder i mit arbejde, der både omhandler krop, psyke og sjæl. Vi er alle unikke og har alle forskellige indgange til de dybere lag i os. I psykoterapi er det derfor nødvendigt, efter min mening, at have mange redskaber / terapeutiske metoder samt en bred teoretisk viden. Således, at er der større chance for, at det helt rigtige redskab / metode kan bruges til det enkelte menneske.

Derfor kan tilgangen, metoderne og arbejdsformen være forskellig fra klient til klient, men grundformen er ens.

I det terapeutiske rum har jeg stor fokus og koncentration på nervesystemet og chok/traume arbejde i terapierne. Jeg lægger desuden megen vægt på kropsorienterede metoder.

Min metodetilgang er integrativ terapi. Den teoretiske begrebsramme er relationsorienteret og hviler på neuroaffektiv udviklingsteori og psykotraumatologi.

Integrativ terapi er brugen af mange forskellige terapeutiske metoder. Disse knytter sig til: samtaleterapi, kropsterapi, kunstterapi, mediative øvelser, gestalt terapi, eksistentialistisk terapi, systemisk terapi, kognitiv terapi m.fl.

en_USEnglish